Seneste nyt

Oliver Svendsen forlænger med Nykøbing FC til 2027

af

Nykøbing FC og Oliver Svendsen fortsætter samarbejdet. Den 21-årige back har sat sin underskrift på en ny aftale, der løber frem til sommeren 2027.

Oliver Svendsen kom til Nykøbing FC i vinteren 2024 og har siden sin ankomst hurtigt etableret sig som en fast del af startopstillingen. Med stor arbejdsomhed og en stærk udviklingskurve, har han gjort et så godt indtryk, at han nu belønnes med en kontraktforlængelse frem til sommeren 2027.

Fodbolddirektør Claus Jensen glæder sig over forlængelsen med den unge back:

– Vi er rigtig glade for, at Oliver fortsætter i Nykøbing FC. Han har haft en stærk udvikling, siden han kom til klubben, og vi tror meget på hans potentiale. Han har taget klubben og omgivelserne til sig på en måde, der gør, at vi ser ham som en vigtig brik i fremtidens Nykøbing FC, som vi er ved at bygge op, siger Claus Jensen inden, at han fortsætter.

– Med forlængelsen af Oliver er vi også kommet endnu et skridt tættere på at have truppen klar til den kommende sæson. Det er vigtigt, at vi skaber kontinuitet og stabilitet, og Oliver passer perfekt ind i det billede, lyder det fra fodbolddirektøren.

Oliver Svendsen selv ser frem til fortsættelsen i NFC-trøjen:

– Jeg er super glad for at have forlænget med klubben. Jeg trives virkelig godt i Nykøbing FC, hvor der er nogle stærke rammer og en dagligdag, der giver mulighed for at udvikle sig både som spiller og menneske.

– Nu glæder jeg mig bare til at tage endnu flere skridt i den rigtige retning og bidrage til, at vi kan tage turen tilbage til 2. division. Det er det, vi arbejder benhårdt for hver eneste dag, og som uden tvivl er vores mål i den kommende sæson, siger Oliver Svendsen.

Oliver Svendsen præsenteres af SMAG Mad & Vin.

#SuccesSkabesSammen